Til pressen
Pressen
- skæve historier
Udsattes forretningsideer vinder
Landsforeningen af Væresteder lancerer nu et ambitiøst og nyskabende projekt, der skal gøre værestedsbrugere til iværksættere. Det sker i et banebrydende partnerskab med en række erfarne erhvervsfolk fra toneangivende erhvervsvirksomheder.
For socialt udsatte, der er løbet sur i aktiverings- og arbejdsmarkedssystemet, kan rollen som iværksætter være en mulighed for at komme i gang på egne og anderledes betingelser. På basis af skæve ideer, der bryder skæve mønstre.
Det sker gennem et nyt og unikt koncept i form af et aktivt partnerskab mellem væresteder, udsatte og virksomheder. Virksomhederne – Erhvervsgruppen – stiller sig til rådighed som rådgivere og sparringspartnere på ideerne, følger processen og hjælper iværksætterne i mål.
”Fra udsat til værdsat” er et udviklingsprojekt, et pilotprojekt og et demonstrationsprojekt. Det er også en konkurrence. Det er de bedste, mest lovende iværksætter-ideer, der udvælges til at få støtte fra Erhvervsgruppen.
Og kampagnen slutter med kåring af de 10 bedste idéer. Det giver et konkurrenceelement, som vil skærpe interessen i offentligheden. Samtidig giver det en synlig anerkendelse af iværksætternes indsats.
Socialt udsatte borgere er mere end problemer. De er mennesker med ideer, ressourcer og kompetencer. ”Fra udsat til værdsat” er en nytænkende måde at sætte fokus på potentialerne hos udsatte. Både for socialt udsatte selv, der får nyt syn på egen situation. Og hos resten af samfundet, der vil opdage hidtil oversete muligheder.
Konkurrencen lanceres i starten af 2008 og løber til foråret 2009.
Partnere og kontakter
Projektledelse og udvikling varetages af vidensvirksomheden public futures. Kontakt:
Steen Svendsen, partner i public futures.
Nybrogade 26 a, 1203 København K
Telefon: 3391 3338, mail ss@publicfutures.dk
Landsforeningen af Væresteder er projektansvarlig. Kontakt:
Cliff Kaltoft, sekretariatsleder
Landsforeningen af Væresteder
Vendersgade 19, 1.
7000 Fredericia
Telefon: 7592 4000, mail www.vaeresteder.dk
De omkring 90 væresteder rundt om i landet, som Landsforeningen af Væresteder har som medlemmer, fungerer som en base for omkring 9000 af samfundets socialt udsatte borgere. I dette projekt vil værestederne også fungere som et afsæt for udsatte. Der er mange ideer og ressourcer blandt socialt udsatte. Værestederne, der ofte er etableret og drives af tidligere socialt udsatte, er selv et godt eksempel.
Projektet støttes af midler fra Socialministeriets Fælles Ansvar II.
