Archive for the Idéværksted category
Idéværksted i Fredericia og København
by Søren Steen Olsen on marts 17th, 2008
“Fra udsat til værdsat” handler om idéer. Projektets idé er, at værestedsbrugere kan blive iværksættere på egne betingelser. Derfor er det udsatte borgeres egne idéer, der er i fokus.
Vi tror, at der er nyskabende og anderledes idéer at hente, fordi udsatte borgere netop “ikke er som de andre”. De har anderledes personligheder og anderledes erfaringer.
Blot har de i mange tilfælde brug for rådgivning om, hvordan man sætter de gode ideer i værk. Den rådgivning vil projektets Erhvervsgruppe levere. En gruppe bestående af erfarne iværksættere fra erhvervslivet.
Ved to møder den 11. marts i Fredericia (hos Landsforeningen af VæreSteder) og den 12. marts i København (hos public futures) præsenterede vi projektet for en række værestedsledere.
Cliff Kaltoft fra Landsforeningen af VæreSteder og vi fra public futures fortalte om projektet. Per Rasmussen fra Perron 4 i Randers fortalte om det første “test”-møde mellem en iværksætter og en erhvervsmand, og Bent Larsen fra Landsforeningen af Væresteder fortalte om værestedernes mentor-funktion.
Dernæst udsatte vi værestedslederne for et idé-værksted. Det viste sig, at der allerede findes mange ideer rundt omkring på værestederne. Og der kom endnu flere nye frem på begge møder.
Der bliver skarp konkurrence om at få de bedste ideer - det lover godt!
Her er de powerpoint-præsentationer, der blev benyttet:
Præsentation af projektet “Fra udsat til værdsat” (Steen Svendsen)
Oplæg til idé-værksted (Søren Steen Olsen)
