Fra værestedsbruger til iværksætter

Archive for the Ideer category

“Ti stille” - et plaster på sårbarheden

by Søren Steen Olsen on juni 1st, 2009

u-v-finn.JPGFinns idé om et “ti stille-plaster” var fra starten klar: Billedet af et plaster over munden, når der var mere behov for, at man skulle lytte end snakke. Men hvordan gør man en sådan ide til virkelighed? Og videre: Hvordan gør man den til et produkt, der kan sælges i butikkerne? Det er ikke ligetil og har krævet mange overvejelser for Finn sammen med hans erhvervspartner Lennart Lajboschitz fra TIGER-butikkerne.

Det er nu tæt på at kunne præsenteres i butikkerne. Det er blevet et muntert produkt, der vil få mange til at trække på smilebåndet - men det har også et vigtigt budskab: Det gælder om at tale bedre sammen. Ifølge Finn gælder det over alt i samfundet og i alle forhold. Men han tænker måske allermest på forholdet mellem børn og voksne.

Et godt tilbud til Guldborgsund kommune

by Søren Steen Olsen on juni 1st, 2009

u-v-mette.JPGMette Bramsdals projekt for et bofællesskab for psykisk sårbare bliver til noget - det siger John Jacobsens, Mettes kontakt på værestedet Den Åbne Dør i Nr. Alslev. Det er der to gode grunde til: For det første er der stor interesse blandt målgruppen. Mange har haft dårlige erfaringer med at blive isoleret i egen bolig efter en endt psykiatribehandling. For det andet er det et godt tilbud til kommunen: Hvis trivsel og tryghed bliver bedre, vil flere brugere være i stand til at holde sig fri af de værste behandlingskrævende problemer. Guldborgsund Kommunes socialpsykiatri er meget positiv overfor ideen, og har bl.a. peget på at man kan overveje mulighederne i en række ledige ældreboliger.

Og så er der måske også en tredje grund: Mette selv og hendes vilje og energi. “Jeg bakker bare op og hjælper, når der er brug for det. Flere andre brugere gør det samme. Men Mette er en ildsjæl”, siger John Jacobsen.

Vil Illums Bolighus sælge Josephs produkt?

by Søren Steen Olsen on juni 1st, 2009

u-v-joseph.JPGJoseph har været vidt omkring med sit nøgleskrin. IKEA er blevet kontaktet, og han har haft et længere møde med Illums Bolighus. Her var vurderingen meget positiv, og de hjalp med at pege på mulige producenter i Kina. Prototypen på nøgleskrinet blev derfor sendt en tur til Kina med henblik på et tilbud på produktionen. Illums Bolighus regner, hvis alt går vel, med at skrinet skal sælges for omkring kr. 900,-.  Men endnu er intet afgjort.

Carsten eksperimenterer nu med mikrobølger

by Søren Steen Olsen on maj 27th, 2009

u-v-carsten.JPGCarstens nyskabelse inden for materialeteknologi har været til test på Jysk Teknologisk - nu i en opdateret version efter at Carsten har haft en del udviklingsarbejde.

Testen var helt afgørende for projektets videre gang. Siden 1986, hvor Carsten første gang fik det vurderet, er der trods alt sket en del på den materialeteknologiske front. Derfor var det med spænding, Carsten modtog den nye vurdering. Risikoen var selvfølgelig, at udviklingen havde overhalet Carstens produkt.

Men Jysk Teknologisk vurderer materialet meget positivt og har opfordret Carsten til at arbejde videre med det.  Og det gør Carsten ufortrødent. Han eksperimenterer i øjeblikket med en forbedret proces, hvor limen slet ikke er nødvendig. I stedet bruges mikrobølger til at skabe den nødvendige sammenhængskraft. Ganske innovativt!

Små skridt, der rykker

by Søren Steen Olsen on maj 15th, 2009

Den overordnede idé med Fra Udsat til Værdsat er at give værestedsbrugere nye reelle muligheder gennem at  arbejde seriøst med egne ideer. 

Foruden at virke igangsættende for deltagerne i projektet, giver det også en ekstra farve på værestedernes palet af tilbud og aktiviteter - og på værestedsbrugernes og samfundets palet.

Projektet er originalt - men samtidig et typisk eksempel på værestedernes metode: At åbne for, at folk selv udvikler motivation på egne præmisser.

Og nu har værestederne udgivet bogen, der for første gang fortæller samlet om deres metode: De små skridts metode. Det er en metode, der er helt speciel for værestederne, og som er en nyudvikling på det sociale område i Danmark, hvor den har stået sin prøve gennem ti år. Den er også et opgør med metoder, der hidtil har haft monopol på det sociale område, og som tager deres udgangspunkt andre steder end i brugerne som hele personer.

Som værestederne siger i deres vision: Et samfund med mod til mangfoldighed og reelle muligheder for den enkelte.

 Bogen kan fås ved henvendelse hos Landsforeningen af Væresteder.

(Hvad forsiden betyder? Græd ikke over spildt mælk!)

De fire finalister er fundet!

by Søren Steen Olsen on april 21st, 2009

Opløbet nærmer sig! Efter mange og svære overvejelser har Erhvervsgruppen udpeget fire finalister, som skal konkurrere om titlen “Originalen 2009″.

Vinderen findes i løbet af de næste måneder og præsenteres - sammen med de øvrige deltagere – på et arrangement i juni.

De fire finalister er:

Carsten Søndergaard: Metode til fremstilling et hårdt, let og formbart materiale, som f.eks. kunne bruges til surfboards, kajakker, katamaraner m. v. Det er baseret på genbrug af styropor (flamingo).

Her er en næsten klassisk opfinderhistorie: Carsten opdagede ved et tilfælde i sit værksted, at en bestemt type lim bandt flamingo på en måde, som gjorde det hårdt og hærdet. Han eksperimenterede videre, og udviklede metoden så meget, at den kunne patenteres. Den fik en positiv udtalelse fra Jysk Teknologisk om patenterbarhed – men blev af forskellige årsager ikke patenteret. Det var tilbage i 1986. Carsten var dengang windsurfer på højt niveau og fremstillede selv boards. Efter mange år, hvor Carstens liv tog forskellige turbulente drejninger, har han i forbindelse med “Fra udsat til værdsat” genoptaget arbejdet. Han brænder efter at få ideen afprøvet og i det mindste få afklaret om materialet kan bruges eller ej.

Carstens erhvervspartner er Claus Stig Pedersen fra Novozymes.

Joseph M. Ssenyonga: Elegant designet og funktionelt nøgleskrin i egetræ.

Joseph har designet og udviklet et nøgleskrin til praktisk opbevaring af hverdagsnøgler. Her kan familiens nøgler være samlet et sted i et elegant skrin. Joseph har fået fremstillet en flot og lækkert udført prototype i egetræ. Det er et kvalitetsprodukt helt igennem, både designmæssigt og funktionelt. Skrinet kan indeholde op til 30 nøgler, der er låg på, og det vil kunne aflåses.

Joseph er trods sin unge alder (20) ikke ny som iværksætter. Han har tidligere udviklet et kortspil og et brætspil, som han har fået udgivet.

Med nøgleskrinet er en af udfordringerne at få en afsætningsaftale med en detalihandelskæde inden for møbler. Jospeh har bl.a. haft møder med IKEA og Illums Bolighus og er optimist.

Josephs erhvervspartner er Lennart Lajboschitz fra TIGER-butikkerne.

Mette Bramsdal: Bofællesskaber for psykisk sårbare, der ikke har plejebehov.

Mette arbejder sammen med to andre på at få et bofællesskabsprojekt for pykisk sårbare op at stå. Ideen er at få etableret en fond, der kan støtte psykisk sårbare, men ikke plejekrævende mennesker, der ønsker at bo sammen i bofællesskaber. I første omgang er målet at få et lokalt projekt i gang, og man har seriøse samtaler med kommunen om det. Der er også overvejet konkrete muligheder for huse, der kunne egne sig.

Mette og hendes gruppe har Gitte Just fra Danish Design Association som erhvervspartner.

Finn Knudsen: Et “Tie-stille-plaster”.

Finns idé er finurlig: At bruge et “plaster” til at få folk til at tie stille. Vi har tit brug for at høre bedre efter, hvad hinanden siger, og tie-stille-plasteret kan være et humoristisk redskab til at skabe mere opmærksomhed og hensyn – og bedre samtaler. Det kan anvendes som værktøj i flere slags forløb og situationer, hvor man har brug for et pædagogisk redskab til at skabe konstruktiv opmærksomhed.

Men hvordan skal det helt præcist designes og sælges? Det arbejder Finn på sammen med sin erhvervspartner, Lennart Lajboschitz fra TIGER-butikkerne.

Idé-ejerne i gang

by Søren Steen Olsen on september 16th, 2008

Vi havde et forrygende møde med alle idé-ejerne i sidste uge i Fredericia. Steen fra public futures og Cliff fra Landsforeningen af Væresteder fortalte om forløbet i processen, og idé-ejerne fremlagde deres idéer og skrev under på en kontrakt med projektet.

Vi har virkelig fået fat i nogle spændende mennesker med personlighed og engagement. 

Her er Steens Powerpoint-slides fra mødet.

Vi præsenterer: Konkurrencens 11 idéer

by Søren Steen Olsen on juli 7th, 2008

Her er de 11 idéer og idé-ejere, som Erhvervsgruppen valgte at gå videre med:

Lærespil til folkeskoleelever omkring misbrugsproblematik.
Yonna Mikkelsen, Kulturakademiet, Vejle.
Gennem spil og leg lære om stoffer og deres virkning og livet som misbruger. Kan suppleres med bog, roman, foredrag

X-siden: En hjemmeside for eksmisbrugere.
Peter Christensen, Café Friheden, Thisted.
Kontakt-forum, netbaseret mødested for eksmisbrugere. Folk, der har været i behandling i mange uger og er spredt over hele landet, har brug for at kunne snakke med andre, som har eller har haft problemer med stoffer.

Venskabsklub. Netværksaktiviteter for ensomme.
Annette Louise Kristensen, Værestedet Kontakten, Tingbjerg.
Aktiviteter som svømmehal, skovtur, golf, bowling, hækling, jogging m. m. m. Tilbuddene tænkes i første omgang rettet mod værestedsbrugere, men annonceres også på nettet, så isolerede og ensomme også kan være med.

Cykelsalg.
Brugere og personale, Værestedet, Århus.
Indkøbe, renovere, sælge gamle cykler.

Et “Tie-stille-plaster”.
Finn Knudsen, Café Friheden, Thisted.
Et ”plaster”, der kan anvendes som et værktøj i flere slags forløb: Pædagogisk redskab til at skabe konstruktiv opmærksomhed.

Nøgleskrin.
Joseph M. Ssenyonga, Clean House, København NV.
Nøgleskrin til praktisk opbevaring af hverdagsnøgler. Kan indeholde op til 30 nøgler.
Lækkert designet, flot udført prototype i egetræ.

Bofællesskabsprojekt for pykisk sårbare.
Mette Bramsdal, Den Åbne Dør, Nr. Alslev.
Etablering af fond til støtte for psykisk sårbare, men ikke plejekrævende, der ønsker at bo sammen i bofællesskaber

“Stinger device” mod spøgelsesbilister.
Jørgen Tønnesen, Varmestuen Havnegade/Blegdammen, Næstved.
Kører man ind på motorvejen i forkert kørselsretning, punkteres alle fire hjul af anordning i asfalten. Kendes fra USA ved betalingsparkeringer.

Hunde-børnehave
Brugere på Klubben, Helsingør.
Værestedsbrugere passer andre brugeres hunde, når de har behov, f.eks. ved behandlingsophold

Metode til fremstilling af surfboards, kajakker, katamaraner m. v. baseret på genbrug af styropor (flamingo).
Carsten Søndergaard, Fredericia.
Metoden udviklet i 1986, fik dengang positiv udtalelse fra Jysk Teknologisk om patenterbarhed – men den er ikke patenteret. Idé-haveren var dengang windsurfer på højt niveau og fremstillede selv boards.

“Seaplayground” - en badeplatform udstyret til leg.
Claus Ron Dellgren, Folkekøkkenet KFUM, Kolding.
Koncept, der udnytter en af mange brugsmuligheder i flydende pontonbaserede platforme.